Lyrics from Ephemeros: Virvar

Ephemeros

Ja, vi tænder for kassen 

Og sluger alverdens gift 

For at udfylde en tomhed

For mangen en primal drift

Det skal ikke koste for meget 

Det skal ikke koste for lidt 

Bare sikre simpel tilfredshed 

Så skal det nok holde trit 

Svind ind til sort

Dybt i din nød  

Et håb er gjort kort

Udsat af din død  

Tæt er din port

Fælt er dit kød 

Din ild er ledt bort

Iskold er din glød

Livligt neonskiltskær blænder

Med pillers fragile trøst

Fornøjelseskupler brænder

Af lystens skoldhede høst

Og fra skyskrabere til det nedrigste slum

Ulmer en urkraft, en hellig fordums ånd

Svind ind til sort

Dybt i din nød  

Et håb er gjort kort

Udsat af din død  

Tæt er din port

Fælt er dit kød 

Din ild er ledt bort

Iskold er din glød
(Din glød!) 

Tab af sang, dans og skønhed din vej 

Ej en livsmelodi tilblevet for dig 

Ledt fra hvert et tvetydigt praj

Bleg og lam som et usynligt jeg 

Ephemeros ind i dit sind

Sov ind 

Ephemeros ind i dit sind

Født Blind 

Afmagtskvad

Begravet her

Ephemeros’ spil har ædt op min sjæl

Under jord, uden lys

Finder ej trøst i en nær eller fjern

Min ild var væk før den blev tændt

Og med ét var løfterne væk

Og alt hvad der ikke er blevet brændt, svinder ind til ingenting

 Snart helt bort, som var det livet selv 

Alt frugt som ej høstet blev, og alt det som ikke høstes vil

Udgør billedet af fiaskoens fjæs 

Sortner mit indre liv til kul

Intet Bliver

Håbløs kapgang mellem tid og sted

Desperat vandring i evigt uvejr 

Ensomhedens skarpslebne slagterkniv 

Penetrerer min åndsbevidsthed

Fikseret i en strøm

Tid går, kød fordærver

Langsomt forrådner jeg

Endeløs vildmark af forsømmelige tanker

Intet exciterer, intet bliver 

Intet er vedholdende
Intet er vedholdende

Et liv i konstant forvirring 

Dybe tanker og så ligegyldighed

En bevidsthed i uoverensstemmelse 

Med dens forcerede natur 

Fikseret i denne strøm

Tid går, kød fordærver

Langsomt forrådner jeg

I evighedens vildmark af forsømmelige tanker

Intet exciterer og intet bliver 

Intet bliver

En bevidsthed uden for dets forcerede natur

Intet bliver 

Intet bliver

Intet bliver bedre 

En bevidsthed uden for dets forcerede natur

Intet bliver 

Intet bliver bedre

Intet bliver bedre

Intet bliver bedre

Intet bliver bedre

Falske Vår

Lad dem elske
Lad dem blomstre i falske vår

Medens jeg rådner væk

Lad dem elske

Udryddelsesønsket

Meningsløs stræben efter højere formål

Forsømmelse af vores naturlige udgangspunkt 

Og når sandhedens moment losser os hårdt i vores fjæs

Rammer skuffelsen hårdere end et AMI  

Vi er alle fin-stylede, tom-skallede marionetter

Styret af affektion og vores egen selvbevidsthed

Sygdomsbefængte og lidende med falske forestillinger 

Og en inhærent rædsel over for vores egen død

Udslet alle, der lever og ånder

Udslet alle, der lever og ånder

Udslet alle, der lever og ånder 

End al meningsløs eksistens

Ephemeros, dø

Med al usået frø

Skarpt er dit bedrag

Skønt her ender din arv

Harmen vakt, dyb foragt

Ephemeros, jeg ser igennem dig

Ordet spredes, sandhed bredes

Og i en luende ring af stille destruktion, dør din konspiration

Vi er rådnende kød på affældige, smuldrende knogler

Fængslet i et ondsindet kunstigt følelsesmaskineri 

Den dybeste mistrøstighed skjult bag falske latter

Med frelse søgt og høstet gennem klinisk kærlighed

Udslet alle, der lever og ånder

Udslet alle, der lever og ånder

Udslet alle, der lever og ånder 

End al meningsløs eksistens

Udslet alle, der lever og ånder 

Udslet alle, der lever og ånder 

Udslet alle, der lever og ånder 

Udslet alle, der lever og ånder

Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder

Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder

Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder

Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder

Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder

Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder

(Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder)

Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder

(Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder)

Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder

Udslet alle, der lever og ånder
Udslet alle, der lever og ånder!

Jeg ærer den dag, Ephemeros går itu

Alt jeg møder er brændstof til min gru

Befri os fra denne dystre drøm

Værens jord er begrænset

Som fængslet i en strøm

Dissonans I

Det er lyden af kniven mod flasken

Neglene mod tavlen

Spædbarnet der ulykkeligt græder

Alarmen, der skriger 

Jeg slipper ikke

Støjen i mit sind 

Modarbejder min krop

Erobrer mine tanker 

Underminerer mit væsen  

Indtil jeg finder den anden side

Indtil jeg giver slip på det som engang var

Indtil jeg lader alt dø og blive født igen 

Vil jeg være fanget i bestandig dissonans 

resonans i kohærens 

resonans i kohærens 

resonans i kohærens 

resonans i kohærens 

flygt fra mit sind

ud at mit sind

flygt.. flygt.. ud

ude af sind ude af sind

ud af sindet

ude er sindet 

sindet er ude 

sindsforvirring.. sind …sindelag, sind… sindslidelse, sindssyge, sind… sindsoprør, sindsro?, sindstilstand, sindsformørkelse,… sind…. 

ude af sind 

dø… 

Skønhed Blandt Kolossale Masser Af Grå

Intetsigende, følelsesdeserteret 

Slavebundet af pinefuld monotoni 

Længes efter en udvej eller et nødstop 

Væk fra denne triste stagnation

Giv mig nuancer

Skønhed blandt masser af grå

Noget, der holder 

Og bliver ved med at vokse 

Opløft mig til nye verdener

Af æterisk eufori 

Lad mit hjerte få travlt

Lad mig føle noget

Ressentiment, den oprindelige strid

Efterfulgt af altomsluttende mørke

Kom vanvid, ledte til min død 

Og til uundgåelig genfødsel af min sjæl

Jeg rejser mig over verdenen

 Oppe fra bjerget kigger jeg ned 

Over det som moverer og ligger åbent

Glemt er al vånde, min port er åben

Jagten er begyndt og langtfra omme

Jeg drager mod et åbent felt

Vårens varme fører mig derhen

Et fordums væld skjult bag tæt urskov 

Latent strømmende i sandhedsøgens sorg

Skønhed blandt masser af grå

Skønhed blandt kolossale masser af grå

Skønhed blandt masser af grå

Skønhed blandt kolossale masser af grå

Giv mig nuancer,

Skønhed blandt masser af grå

Noget, der holder 

Og bliver ved med at vokse 

 Opløft mig til nye verdener

Af æterisk eufori 

Lad mit hjerte få travlt

Lad mig føle noget

Mod den altfortærende tåge

Mod sorte skyer og øsregn

Mod bragende, buldrende torden

Mod orkaner af mægtig mørke

Mod kvælende monotoni

Mod Ephemeros’ åg og spind! 

Tætte masser af bølgende blond blidhed 

I smuk harmoni med den sødeste blomsterduft 

Røde buer af fløjlsagtig blødhed 

I komplet fredfyldthed med den skønneste hvidhed

Oplivende havblå krystaller, der inviterer og inciterer

Som drager mig nærmere til hendes varme omfavnelse

Og til kernen af en skrøbelig sjæl, der længes efter at leve som én 

Vi vil mødes, svømme i et hav af uforgængelighed

Svømme side om side

Svømme tæt sammen 

Nu og til evig tid

Urskov

Jeg stirrer ind i en støvet grå urskov 

Som rejser en overflod af spørgsmål

Ihvorvel den intet svar giver

Og ingen løsning proponerer

Et fjendtligt gråt flimmer fæstner sig i mine øjne

Og svækker successivt min synsfunktion

En snylter, som flår mig indefra

Og suger al næring ud af mit sind

(Al næring ud af mit sind!)

Plageånd! Dæmonisk parasit! 

Stymper! Ussel, nidsk kæltring! 

‘’Ja, der’ kun grund til at stop’ det nu

For du har mødt din depression 

Jeg er stemmerne i dit hovedet 

Og jeg er pest i dit sind

Ja, du kan ligeså godt drop’ dét nu

Før du alligevel drukner 

Det’ din tid til at hive stikket ud 

I livets urskov, du brænder uden en lue!

Jo mere du redder dig selv,

Jo mere slår du dig selv ihjel 

Du har før valgt flammens vej

Den førte dig lutter ind i Hel! 

Jo mere du redder dig selv,

Jo mere slår du dig selv ihjel 

Når lyset er nært er mørket nærmere!’’

Jeg ser en lysning hvor jeg mærker varmen 

Er dette livsdrømmens ild? 

Jeg går mod indbydende træer

Som suger mig dybere og dybere ind

Jeg hører et ekko, harmonisk og rent

Gode venners hjertelige latterbrøl

Jeg kigger mod solen, sælsom og uklar

Med et sart håb om ægte sjælefred og kærlighed

(Et håb om kærlighed!)

Men sandhedens vej, evigt grå

Ej godt eller ondt vil bestå

‘’Så der’ kun grund til at stop’ det nu

For du har mødt din depression 

Ja, jeg er stemmerne i dit hovedet 

Og jeg er pest i dit sind

Så du kan ligeså godt drop’ det nu

Før du alligevel drukner 

Det’ din tid til at hive stikket ud 

I livets urskov, du brænder uden en lue!

Jo mere du redder dig selv,

Jo mere slår du dig selv ihjel 

Du har før valgt flammens vej

Den førte dig lutter ind i Hel! 

Jo mere du redder dig selv,

Jo mere slår du dig selv ihjel 

Når lyset er nært er mørket ti tusinde gange nærmere!’’